Generelt om Hans Jørgen Hansen

Tillad mig at præsentere mig selv.

Hans Jørgen Hansen som campingfatter Eskild i 2010
I rollen som campingfatter i forestillingen “Hvor vandene Skiller” i 2010


Jeg er journalist og projektmager. Har du brug for en god og erfaren historiefortæller, så send bud efter mig. Jeg er interesseret i både fast job og freelancearbejde. Jeg skriver, jeg fotograferer, optager lyd og laver video. 
Jeg er Hans Jørgen Hansen, og jeg er bosat i Engesvang i Midtjylland.

Jeg vil gerne hjælpe

Jeg holder af at fortælle historier. Nu vil jeg fortælle min egen:

direkte sending i forbindelse med sogneindsamling 2021
Sogneindsamlingen i Engesvang var digital med direkte tv fra sognehuset, hvor værten Hans Jørgen Hansen løbende fortalte om dagens indsamlingsresultater. Foto: Tina Vestergaard Pedersen

For halvandet år siden, da jeg stadig havde senfølger efter kræftbehandling, var der en venlig sagsbehandler på jobcentret, som gav mig to valgmuligheder: Enten går du på efterløn eller du mister din mulighed for indkomst.

Jeg har jo betalt til efterløn i så mange år, så det er jo godt nok. Altså bort set fra at efterlønnen bliver reguleret i forhold til de penge, man har stående til pensioneringen engang.

Det har været en udmærket tid på efterløn. Jeg er blevet helt rask, og der har været masser af frivilligt arbejde, blandt andet med markedsføring i min kirke – og nu fast mand på livestreaming hver søndag.

Men hver måned bliver der spist af opsparingen. Og nu kan jeg begynde at se bunden. Jeg bliver nødt til at få nogle indtægter igen.

Journalistikken kommer jeg jo nok aldrig tilbage til. 40 års erfaring med at fortælle historier i aviser er ikke noget, der ser prangende ud nu om dage. Så det kan godt være, at jeg skal lave noget helt andet. Fejedreng for eksempel.

Men jeg vil fortsat gerne fortælle historier. Bare en gang i mellem.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne hjælpe, hvor jeg kan. Og jeg vil altså ikke have noget i mod at få lidt betaling for det.

Jeg kommer gerne og drikker en kop kaffe med alle typer af arbejdsgivere. – Og jeg fik mit sidste moderna-stik i går, så om to uger må jeg også give hånd.

Professionel journalist

Jeg har arbejdet meget som redaktionssekretær på dagblade, men jeg har også meget erfaring med en række digitale medier. Jeg er kommunikationsansvarlig i blandt andet Engesvang Kirke og Kulturens Venner i Engesvang. Jeg har også arbejdet som civil presseofficer på Hold 6 i Helmand, Afghanistan.

Vandreture

Jeg er klar til at arrangere vandreture på Hærvejen og andre skønne steder i Midtjylland. Og der er altid gode historier at fortælle. Jeg har arrangeret flere vandreture, og jeg har været guide for Vagabond Tours.

Kontakt mig på hansh (at) skovvandrer.dk

cv

Her er nogle af de videoer, jeg har lavet

Her er nogle af de soundslides, jeg har lavet

Her er nogle af de tryksager, jeg har lavet

Artikel bragt i Nordjyske Stiftstidende 30. januar 2022:

Kampen for at komme ovenpå

OPTUR: Der var glædestårer på kinden, da Afrikas højeste punkt, Uhuru Peak, 5895 meter over havets overflade blev nået

Toppen er nået!

Bestigelse af Kilimanjaro 12. – 19. januar 2022.

Det viste sig at være mere hårdt og koldt end ventet, men en 66-årige fladlandsjyde kan nå toppen af Afrikas højeste bjerg. 5895 meter over havets overflade, lige syd for Ækvator.

Vandringen begyndte egentlig for fire år siden en nat i det tidlige forår.

Jeg havde endelig taget mig sammen til at opsøge en læge med en underlig fornemmelse i maven og en tiltagende stakåndethed.

– Jeg synes, du skal tage ind på sygehuset. Der er åben adgang i røntgen i dag, sagde lægen efter at have mærket her og der og lyttet til lungerne.

Det gik let med at få taget røntgenbillede af lungerne, og efter lidt venten sagde den venlige sygeplejerske, at jeg hellere måtte gå ned i akutmodtagelsen. Efter fire timer, mens lægerne havde travlt med lappe brækkede ben og andre akutte tilfælde, blev jeg tilset af en læge og puslet om af en sygeplejerske. Men tiden gik, og ud på aftenen, da mobilen løb tør for strøm, og jeg tre gange havde været ude for at flytte p-skiven i bilen, tog jeg mig sammen til at spørge sygeplejersken, om jeg ikke bare kunne køre hjem og så komme igen på mandag.

Og så var det, at hun kom til sige: ”Når vi har en formodning om kræft, så er vi meget grundige, og vi leder netop nu efter en læge, der kan tømme din lunge for væske …”

Kræft.

Det kom som en overraskelse, og da jeg lå der om natten med et rør stukket ind i ryggen og en pose, der fyldtes med væske, kom tanken til mig:

”Det her skal overstås hurtigst muligt, så jeg kan få gennemført min ungdomsdrøm, nemlig en dag at stå på toppen af Kilimanjaro”.

Forleden stod jeg så på toppen af det snefyldte bjerg under Ækvator, mens tårerne dryppede på kinden.

Allerede for et år siden var kræften på så god afstand, at jeg var klar til turen til toppen, men corona udskød afgangen. Og det er ikke noget, man bare farer til og gør, når man har lyst. Det er to gange cirka tre måneder om året, at vejret er velegnet til turen op ad bjerget.

Den mest sikre periode for at undgå regn og skyer er i januar, februar og marts.

Jeg kan så oplyse, at man også i Tanzania har erkendt, at man ikke længere kan regne med regntiden. Vores otte dages vandring her i den tørre tid i januar bød på regn i fire dage og masser af skyer både over og under og tæt tåge, når man befandt sig midt i en sky.

Bestigelse af Kilimanjaro 12. – 19. januar 2022. Foto: Hans Jørgen Hansen

Udfordringen underdrives

I turistbrochurerne bliver Kilimanjaro beskrevet som det største bjerg i verden, man kan gå op på toppen af uden at have bjergbestigererfaring. Hvis man blot er i rimelig fysisk form, kan alle nå toppen.

Det er formuleringer, der irriterer Emanuel Paul, som var guide for den gruppe på fem danskere, der sammen tog kampen op med bjerget.

– Jeg synes, mange rejsebureauer tegner et for lyst billede af, hvordan det er at bestige Kilimanjaro. Det er en hård udfordring, og man skal være i rigtigt god fysisk form for at nå toppen. Desværre er der nogle, der sælger de korte ture, hvor deltagerne ikke når at akklimatisere ordentlig. Man skal have mindst fem overnatninger inden angrebet på toppen, siger Emanuel Paul.

Den 46-årige guide, der født på bjerget, og som har beskæftiget sig med bjerget i 24 år, har været på toppen omkring 400 gange.

Han foretrækker at have sine gæster med op ad Lemosho-ruten, der efter hans opfattelse giver de bedste muligheder for at træne gæsterne og få deres kroppe til at akklimatisere sig.

Der findes syv ruter. Man skal følge en af disse ruter, og man skal altid være i selskab med autoriserede guider og guidernes hold af hjælpere. Hovedreglen er, at der for hver deltager skal være to bærere. Desuden skal der til gruppen, der maksimalt kan være på otte personer, være en kok, en guide og assistentguide. Der skal altid være så meget mandskabsoverskud, at hvis en deltager får højdesyge eller på anden måde bliver dårlig, kan vedkommende blive fulgt ned af bjerget.

Lemosho-ruten er ifølge Emanuel Paul ideel, fordi man efter den første dags vandring gennem regnskoven ved bjergets fod kommer op på Shiri-plateauet, som egentlig er en gammel vulkan, der for millioner af år siden er sunket sammen og har efterladt et 10-15 kilometer bredt plateau i omkring 3500 meters højde. Her er mulighed for i nogle dage at øve op- og nedstigninger af forskellige sværhedsgrader samtidig med, at kroppen vænner sig til det lave tryk og den tynde luft. Her får mange mulighed for at mærke en snert af højdesygens symptomer som hovedpine, kvalme og opkastninger.

Tre dage efter træningsbanen på Shiri-plateuet bliver det virkelig seriøst. Ruten slår et smut omkring Lava Tower, der er en særlig klippeformation oppe i 4630 meter og nærmest lodret under toppen af bjerget. Det er ikke et sted, man overnatter. Det er et sted, man udsætter kroppen for stor belastning, og derefter går man 600 meter længere ned for at overnatte i Barranco-lejren.

Den lejr ligger neden for en mere end 300 meter høj klippemur. Når man skal videre derfra, er der kun en vej: Klatre og følge smalle stier og klippefremspring op til toppen.

Op ad Barranco-muren.

Det tager omkring halvanden time, og det føles som en kæmpebefrielse, når man endelig kan sætte sig ned og nyde udsigten fra toppen.

Sjovt nok er der altid en ny top foran en, når man endelig er nået op på en top. Men det går selvfølgelig også nedad en gang i mellem. Og det er vigtigt at træne den disciplin, erkendte jeg efter den øverste top var besejret.

Sidste overnatning for de fleste ruter er Barafu-lejren, som ligger i 4550 meter. Og det er ikke en rigtig overnatning. De fleste når frem midt på dagen og får så besked om at sove så meget som muligt og spise så meget som muligt.

For omkring midnat var det på med støvlerne og alt det tøj, man havde med i oppakningen.

Guiden havde en plan om, at vi skulle gå ganske langsomt men til gengæld fortsætte omkring en time mellem pauserne. Og pauser på højest et par minutter, da blæsten og de hårde minusgrader hurtigt køler kroppen ned, især hvis man sveder, fordi der har været for meget fart på.

Det lykkedes ikke at trække det til mere end en time mellem pauserne. Men det gik støt og roligt opad. Skyer kom og gik, men fuldmånen gjorde det muligt at orientere sig uden pandelamperne.

Efter godt fem timers vandring nåede vi første mål på angrebet: Stella Point i 5756 meter. Det er der, man rammer kanten af det vulkankrater, der udgør toppen af selve bjerget, der faktisk hedder Kibo.

Det er fascinerende at stå på den forholdsvis smalle kant og se ned i et par hundrede meter dybt krater. Herfra var der en lille times vandring langs kraterkanten hen til det højeste punkt, der har navnet Uhuru Peak.

I mål

Netop på det tidspunkt stod solen op. De mange skyer gav et optisk indtryk af, at solen stod op nedefra.

På toppen af Kilimanjaro.

De obligatoriske omfavnelser, billeder og tårer skulle hurtigt overstås. Med omkring 20 graders frost og stiv vind er det ikke tilrådeligt at opholde sig på toppen mere end 10 minutter.

Der var en stemning af forløsning ved at begynde nedstigningen. Alle grupper, man passerer, får glad hilsen og opmuntrende tilråb. Det blev også til en lidt længere ordveksling længere nede ad bjerget med en anden gruppe danskere. Af deres femmandsgruppe var der kun tre på vej mod toppen. To kunne ikke klare strabadserne og måtte følges ned til teltene uden at nå det ultimative mål.

På vejen ned i det tiltagende morgenlys kom så forklaringen på, at opstigningen skete i mørke. I det fine lag sne kunne man se den stejle sti sno sig nedad i det uendelige.

– Det er rigtigt nok, at vi går op om natten, for at folk ikke skal miste modet, når de ser, hvor endeløs stien ser ud, forklarer Emanuel, mens vi nærmest springer nedad gennem det løse grus og sne.

Turen ned til lejren, der havde taget næsten seks timer opad, blev klaret på under to timer.

Men vi skulle længere endnu. Efter et kort hvil i teltene fortsatte turen ned til varmere klima og bedre lufttryk og iltindhold. 12 kilometer og 2800 højdemeter under toppen og efter 14-15 timers vandring var sidste overnatning.

Der knækkede filmen for mig.

Kræfterne slap op. Det regnede. Alt blev gennemblødt. Stien bestod mest af klippestykker, hvor man skulle have fuldt fokus på hvert trin, der hele tiden var af forskellig højde.

Til sidst kunne jeg ikke gå selv. Emanuel tog et fast greb i min arm og holdt mig oprejst på den videre tur nedad. Resten af gruppen gik med assistent-guiden Charlie i forvejen ned til lejren, der lå lige over skovgrænsen.

Jeg nåede frem inden aften, og jeg fik sovet, men også den sidste dags vandring ned gennem regnskoven var noget af et helvede. De sidste tre kilometer har nationalparkens myndigheder imidlertid en arbejdsvej, og de første bærere, der kom ned til vagten ved indgangen til nationalparken, fik sendt en bil op til vendepladsen for at hente mig og Emanuel. På den måde kom jeg et minut hurtigere ned ad bjerget end resten af min gruppe.

Vi kunne omfavne hinanden igen, blev kørt ned til vores hotel i Moshi, hvor der var varmt brusebad og bagefter kolde øl under palmetræerne i haven, inden Emanuel kunne overrække det officielle certifikat fra Tanzanias nationalparkmyndigheder, der fortæller, at Hans Jørgen Hansen stod på Uhuru Peak 18. januar 2022 klokken 06.30.

Her er et fødselsdagsinterview bragt i Midtjyllands Avis 28. november 2015

Hansen og fællesskabet

Hans Jørgen Hansen valgte Engesvang på grund af fællesskabet i byen. Det fællesskab dyrker han mere end noget andet

Af Rasmus Viuf

ENGESVANG. Hans Jørgen Hansen hader for meget fokus på sin egen person. Det er han helst fri for. Og det er ærligt ment.

– Men min mor på 92 vil så gerne have, at jeg holder fødselsdagen, så derfor gør jeg det den 4. december fra klokken 15 til klokken 17 i Kulturhuset i Engesvang. Det er Poul Møller, der laver lagkager til kaffen.

-Jeg glæder mig til fødselsdagen. Ikke min egen, men min søn Esben og hans kone Charlotte venter deres første barn. Og det er lige nu, at terminen er sat. Det gælder jeg mig til.

Egnsspil

– Når du kigger ud over Bølling Sø her, hvor vi går lige nu, så er det her, at jeg havde tænkt, at vi skulle holde det fjerde egnsspil. Vi er to, der har skrevet en synopsis til egnsspillet. Historien bygger på virkelige hændelser i marts 1945, hvor englænderne lavede en fejlnedkastning. Nedkastningen skulle ikke være sket her i mosen, men netop den dag, man skulle kaste forsyninger ned til modstandsbevægelsen, blev der brændt lyng i en lang stribe, og piloten troede fejlagtigt, at det var hans signal.

– Historien handler om en ung mand på Engsvang-siden af søen og en pige på Funder-siden. Den unge mand går med en pisk – jo det er en rigtig Indiana Jones-historie. Men den bliver nok ikke til noget. Mange af dem, der kan huske anden verdenskrig er væk nu – og de skulle være en vigtig del af projektet. Og så koster det en million kroner at skabe projektet. Og de er blevet sværere at skaffe end tidligere. Jeg har været med til at to af de tre egnsspil, der har været, og jeg ved af erfaring, at fundrasing er en meget stror opgave, og det magter jeg ikke at kaste mig ud i igen.

Aktiv mange steder

– Jeg kommer fra Brædstrup, fra et ganske almindeligt arbejderhjem. Der troede vi ikke meget på Gud. Vi gik ikke i kirke. Ikke engang juleaften. Men så kom jeg med i FDF. Der bad vi Fadervor. Og det har jeg gjort siden. Så ja, jeg tror på Gud,

– Jeg er aktiv i menighedsrådet i Engesvang samt i Kulturens Venner og i Brugsens bestyrelse. Ja, og så synger jeg lidt kor og er frivilig i Folkekirkens Nødhjælp og sådan lidt projekter hist og pist. Kom bare og se mig i rollen som biografdiretør, når vi 12. og 13. december igen har juleforestiling i Den Gamle Biograf. Mere har jeg ikke tid til. Jeg bruger meget tid på at være frivillig i Engesvang. Jeg bruger ikke fritiden på ret meget andet. Undtagen at være ude i naturen her ved Bølling Sø.

– Da jeg kom til Engesvang første gang, var det et farvel til de store bakker og bøgetræerne i Brædstrup og Østjylland og et goddag til granplantager og hede. Jeg kan stadig bedst li’ bøgeskove – eller egeskoven i Stenholt Krat. Det er et flot syn, når træerne er sprunget helt ud, og der så er helt bart nedenunder.

Fællesskab

– De vi første gang kom til Engesvang – dengang var jeg gift – var det første, der slog mig, det fællesskab, der er i byen. Man bliver taget imod i Engesvang. Byens borgere inviterer én ind i fællesskabet. Og fællesskabet er fantastisk i Engesvang. Det var derfor, at vi senere vendte tilbage til byen. Og det er derfor, at jeg stadig bor her. Her føler jeg, at jeg kan være til gavn for andre.

– Jeg tror fællesskabet kommer fra dengang, der var mange, der arbejdede i tørvemosen. Da kom der folk hertil alle steder fra, som man skulle arbejde sammen med og få det bedste ud af. Og så er der altid kommet mange fremmede gennem området på grund af Hærvejen.

Urter og bær

– Bølling Sø har jeg brugt meget siden den kom. Den urtesnaps, som vi sidder her i “Ejvinds jagthytte” og drikker, stammer fra blodrod. Det er roden fra tormentil. Men skal ud og se, hvor den gror om sommeren og så grave rødderne op om vinteren – da er de bedst. Blodrod hedder sådan på grund af farven, som den afgiver i snapsen. Det er en stærk rod, så udtrækket skal fortyndes meget. Men roden skulle hjælpe mod alle mulige problemer indvortes. Jeg laver også snaps af perikon. Den skal plukkes i august og drikkes i januar, hvor det er mørkt. Perikon er naturens egen lykkepille.

– Jeg plukker også blåbær og tyttebær her ved søen. Der var masser af blåbær i år. Der kommer også lidt brombær ind, så jeg lige får et par glas marmelade. Svampe siger mig ikke så meget. De smager ikke rigtig af noget. Jeg kender ellers et kantarel-sted, men benytter mig ikke ret meget af det.

Vil ikke være sur

– Jeg vil gerne undgå at være en sur gammel mand. Derfor har jeg heller ikke været inde over Vision 2020 i Engesvang ret meget. Jeg deltog i et et enkelt møde. Men så kunne jeg høre mig selv sige, at »det har vi prøvet før« og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte stoppe. Jeg sagde op på Midtjyllands Avis for godt 10 år siden af samme årsag. Jeg havde skrevet for meget om de samme ting. Og det duede ikke, hvis jeg ikke skulle blive en sur gammel mand.

– I stedet har jeg haft vikar-arbejde i lang tid nu. På Nordjyske i Aalborg i mange år på korte kontrakter og senest på Morsø Folkeblad. Jeg kunne godt have fundet på at flytte til Aalborg, men sagde, at det skete kun, hvis jeg fim en fast ansættelse. Og det gjorde jeg jo aldrig.

– Jeg har gået arbejdsløs i tre måneder denne gang efter mit farvel til Mors. Det er det længste, jeg har prøvet. Det kan godt være lidt krævende at gå ledig. Man skal jo søge to stillinger hver uge. Og man skal foretage undersøgelse for hvert job, som man søger. Jeg har været til samtaler og været tæt på. Men der er et eller inde i mig, som gør det lidt svært med informations-jobs. Jeg er journalist og har en tro på, at man skal skrive til gavn for borgerne. Det er informations-jobsene, der er flest af, men jeg synes, at der mere end nogensinde er brug for journalister til at sortere de enorme mængder af information, der sendes ud hele tiden. Vi er uddannede til at arbejde med det. Og nødvendige.

En drøm om Frankrig

– Jeg var engang på en pressetur i Sydfrankrig og lige siden har jeg haft en drøm om, hvad der skulle ske, når jeg engang bliver gammel. Så skal jeg købe den her gård langt ude på landet med en olivenlund. Og der skal jeg så sidde på en bakketop og kigge ud over landskabet og skrive bøger. Det er nu ikke sikkert, at drømmen bliver til noget. Jeg har forsøgt at skrive en bog, men det er ikke lykkedes endnu at få noget ud. Og så kan jeg godt li’ at være her på Gran Allé i Engesvang.

– Jeg bor alene. Det har jeg gjort i 15 år. Lige nu bor min mellemste dreng hjemme, men ellers har jeg fuldstændig min egen rytme. Jeg vil ikke byde en kvinde at leve sammen med mig. Det er bedst alene. Så har jeg fred til at tænke.

– Jeg tror, jeg kommer lige så nemt over det at fylde 60, som da jeg fyldte 50. Der skete ikke den store forandring, så jeg er ikke bekymret.

Journalist og skovvandrer med de gode historier