Generelt om Hans Jørgen Hansen

Tillad mig at præsentere mig selv.

Hans Jørgen Hansen som campingfatter Eskild i 2010
I rollen som campingfatter i forestillingen “Hvor vandene Skiller” i 2010


Jeg er journalist og idémager. Har du brug for en god og erfaren historiefortæller, så send bud efter mig.Jeg er interesseret i både fast job og freelancearbejde. Jeg skriver, jeg fotograferer, optager lyd og laver video.
Jeg er Hans Jørgen Hansen, og jeg er bosat i Engesvang i Midtjylland.

Professionel journalist

Jeg har arbejdet meget som redaktionssekretær på dagblade, men jeg har også meget erfaring med en række digitale medier. Jeg er kommunikationsansvarlig i blandt andet Engesvang Kirke og Kulturens Venner i Engesvang. Jeg har også arbejdet som civil presseofficer på Hold 6 i Helmand, Afghanistan.

Vandreture

Jeg er klar til at arrangere vandreture på Hærvejen og andre skønne steder i Midtjylland. Og der er altid gode historier at fortælle.Jeg har arrangeret flere vandreture, og jeg har været guide for Vagabond Tours.

Kontakt mig på hansh (at) skovvandrer.dk

cv

Her er nogle af de videoer, jeg har lavet

Her er nogle af de soundslides, jeg har lavet

Her er et fødselsdagsinterview bragt i Midtjyllands Avis 28. november 2015

Hansen og fællesskabet

Hans Jørgen Hansen valgte Engesvang på grund af fællesskabet i byen. Det fællesskab dyrker han mere end noget andet

Af Rasmus Viuf

ENGESVANG. Hans Jørgen Hansen hader for meget fokus på sin egen person. Det er han helst fri for. Og det er ærligt ment.

– Men min mor på 92 vil så gerne have, at jeg holder fødselsdagen, så derfor gør jeg det den 4. december fra klokken 15 til klokken 17 i Kulturhuset i Engesvang. Det er Poul Møller, der laver lagkager til kaffen.

-Jeg glæder mig til fødselsdagen. Ikke min egen, men min søn Esben og hans kone Charlotte venter deres første barn. Og det er lige nu, at terminen er sat. Det gælder jeg mig til.

Egnsspil

– Når du kigger ud over Bølling Sø her, hvor vi går lige nu, så er det her, at jeg havde tænkt, at vi skulle holde det fjerde egnsspil. Vi er to, der har skrevet en synopsis til egnsspillet. Historien bygger på virkelige hændelser i marts 1945, hvor englænderne lavede en fejlnedkastning. Nedkastningen skulle ikke være sket her i mosen, men netop den dag, man skulle kaste forsyninger ned til modstandsbevægelsen, blev der brændt lyng i en lang stribe, og piloten troede fejlagtigt, at det var hans signal.

– Historien handler om en ung mand på Engsvang-siden af søen og en pige på Funder-siden. Den unge mand går med en pisk – jo det er en rigtig Indiana Jones-historie. Men den bliver nok ikke til noget. Mange af dem, der kan huske anden verdenskrig er væk nu – og de skulle være en vigtig del af projektet. Og så koster det en million kroner at skabe projektet. Og de er blevet sværere at skaffe end tidligere. Jeg har været med til at to af de tre egnsspil, der har været, og jeg ved af erfaring, at fundrasing er en meget stror opgave, og det magter jeg ikke at kaste mig ud i igen.

Aktiv mange steder

– Jeg kommer fra Brædstrup, fra et ganske almindeligt arbejderhjem. Der troede vi ikke meget på Gud. Vi gik ikke i kirke. Ikke engang juleaften. Men så kom jeg med i FDF. Der bad vi Fadervor. Og det har jeg gjort siden. Så ja, jeg tror på Gud,

– Jeg er aktiv i menighedsrådet i Engesvang samt i Kulturens Venner og i Brugsens bestyrelse. Ja, og så synger jeg lidt kor og er frivilig i Folkekirkens Nødhjælp og sådan lidt projekter hist og pist. Kom bare og se mig i rollen som biografdiretør, når vi 12. og 13. december igen har juleforestiling i Den Gamle Biograf. Mere har jeg ikke tid til. Jeg bruger meget tid på at være frivillig i Engesvang. Jeg bruger ikke fritiden på ret meget andet. Undtagen at være ude i naturen her ved Bølling Sø.

– Da jeg kom til Engesvang første gang, var det et farvel til de store bakker og bøgetræerne i Brædstrup og Østjylland og et goddag til granplantager og hede. Jeg kan stadig bedst li’ bøgeskove – eller egeskoven i Stenholt Krat. Det er et flot syn, når træerne er sprunget helt ud, og der så er helt bart nedenunder.

Fællesskab

– De vi første gang kom til Engesvang – dengang var jeg gift – var det første, der slog mig, det fællesskab, der er i byen. Man bliver taget imod i Engesvang. Byens borgere inviterer én ind i fællesskabet. Og fællesskabet er fantastisk i Engesvang. Det var derfor, at vi senere vendte tilbage til byen. Og det er derfor, at jeg stadig bor her. Her føler jeg, at jeg kan være til gavn for andre.

– Jeg tror fællesskabet kommer fra dengang, der var mange, der arbejdede i tørvemosen. Da kom der folk hertil alle steder fra, som man skulle arbejde sammen med og få det bedste ud af. Og så er der altid kommet mange fremmede gennem området på grund af Hærvejen.

Urter og bær

– Bølling Sø har jeg brugt meget siden den kom. Den urtesnaps, som vi sidder her i “Ejvinds jagthytte” og drikker, stammer fra blodrod. Det er roden fra tormentil. Men skal ud og se, hvor den gror om sommeren og så grave rødderne op om vinteren – da er de bedst. Blodrod hedder sådan på grund af farven, som den afgiver i snapsen. Det er en stærk rod, så udtrækket skal fortyndes meget. Men roden skulle hjælpe mod alle mulige problemer indvortes. Jeg laver også snaps af perikon. Den skal plukkes i august og drikkes i januar, hvor det er mørkt. Perikon er naturens egen lykkepille.

– Jeg plukker også blåbær og tyttebær her ved søen. Der var masser af blåbær i år. Der kommer også lidt brombær ind, så jeg lige får et par glas marmelade. Svampe siger mig ikke så meget. De smager ikke rigtig af noget. Jeg kender ellers et kantarel-sted, men benytter mig ikke ret meget af det.

Vil ikke være sur

– Jeg vil gerne undgå at være en sur gammel mand. Derfor har jeg heller ikke været inde over Vision 2020 i Engesvang ret meget. Jeg deltog i et et enkelt møde. Men så kunne jeg høre mig selv sige, at »det har vi prøvet før« og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte stoppe. Jeg sagde op på Midtjyllands Avis for godt 10 år siden af samme årsag. Jeg havde skrevet for meget om de samme ting. Og det duede ikke, hvis jeg ikke skulle blive en sur gammel mand.

– I stedet har jeg haft vikar-arbejde i lang tid nu. På Nordjyske i Aalborg i mange år på korte kontrakter og senest på Morsø Folkeblad. Jeg kunne godt have fundet på at flytte til Aalborg, men sagde, at det skete kun, hvis jeg fim en fast ansættelse. Og det gjorde jeg jo aldrig.

– Jeg har gået arbejdsløs i tre måneder denne gang efter mit farvel til Mors. Det er det længste, jeg har prøvet. Det kan godt være lidt krævende at gå ledig. Man skal jo søge to stillinger hver uge. Og man skal foretage undersøgelse for hvert job, som man søger. Jeg har været til samtaler og været tæt på. Men der er et eller inde i mig, som gør det lidt svært med informations-jobs. Jeg er journalist og har en tro på, at man skal skrive til gavn for borgerne. Det er informations-jobsene, der er flest af, men jeg synes, at der mere end nogensinde er brug for journalister til at sortere de enorme mængder af information, der sendes ud hele tiden. Vi er uddannede til at arbejde med det. Og nødvendige.

En drøm om Frankrig

– Jeg var engang på en pressetur i Sydfrankrig og lige siden har jeg haft en drøm om, hvad der skulle ske, når jeg engang bliver gammel. Så skal jeg købe den her gård langt ude på landet med en olivenlund. Og der skal jeg så sidde på en bakketop og kigge ud over landskabet og skrive bøger. Det er nu ikke sikkert, at drømmen bliver til noget. Jeg har forsøgt at skrive en bog, men det er ikke lykkedes endnu at få noget ud. Og så kan jeg godt li’ at være her på Gran Allé i Engesvang.

– Jeg bor alene. Det har jeg gjort i 15 år. Lige nu bor min mellemste dreng hjemme, men ellers har jeg fuldstændig min egen rytme. Jeg vil ikke byde en kvinde at leve sammen med mig. Det er bedst alene. Så har jeg fred til at tænke.

– Jeg tror, jeg kommer lige så nemt over det at fylde 60, som da jeg fyldte 50. Der skete ikke den store forandring, så jeg er ikke bekymret.

Journalist og skovvandrer med de gode historier