Alle indlæg af admin

Autentisk julemarked i Engesvang

Dagli’Brugsen indbyder private og virksomheder til at sælge produkter med tilknytning til julen

 

Den 79 år gamle butik i Engesvang Dagli’Brugsen garanterer igen i år autentisk julestemning.           Det gælder ikke mindst lørdag 30. november kl. 10 – 14, når Dagli’Brugsen og dens bestyrelse står bag julemarkedet ”Jul i Den Gamle Foderstof”.

Den gamle foderstofforretning på Jernbanegade, der er den ældste forretningsbygning i Engesvang, bliver denne dag åbnet for private og virksomheder, der vil sælge juleting.

– Brugsen er jo en medlemsejet butik, og det er vigtigt for os at være en del af lokalsamfundet, så derfor er det naturligt, at vi indbyder lokalsamfundet til et marked. Og når vi nu har mulighed for at låne den fantastisk smukke foderstof-bygning til markedet, kan det ikke blive mere julet, siger uddeler Jens Scharnwerber.

Han fortæller, at julemarkedet under de gamle træbjælker i år vil byde på en del af de samme boder som sidste år. Det vil sige, at man blandt andet kan købe julepynt, juledekorationer og juletræer.

– Der er lokalt kunsthåndværk, der er glasting, der er papirting, der er træting, der er strikkede ting. Man kan købe lokalt øl og lokal honning, og man kan også købe engle fra Afrika. Der bliver meget forskelligt at se på, mærke på, og dufte til i den gamle foderstof, siger Jens Scharnwerber.

Det er Dagli’Brugsens bestyrelse, der står bag markedet, men i butikken på den anden side af gaden vil der også være julestemning, lover uddeleren.

– Jeg skal nok finde nogle gode tilbud til kunderne. Blandt andet planlægger vi den dag at sælge rundstykker til en krone per styk, siger Jens Scharnwerber.

Gudstjeneste med underlægningsmusik

Der var musik ved gudstjenesten i Engesvang Kirke søndag 12. juni. Også mere musik, end der plejer. Mange korsange og musikstykker var en del af gudstjenesten.  Også mens der blev læst bibeltekster og når der blev bedt bønner, var der musik med klaver og violin.

bibellæsning på farsi og dansk.
Gudstjeneste med musik og bibellæsning, og derefter frokost tilberedt af frivillige. Kirken har denne dag besøg af en halv snes udviste asylansøgere fra Udrejsecenter Kærshovedgård. Foto: Hans Jørgen Hansen

Gudstjenesten var tilrettelagt af sognepræst Ditte Bruun Laursen i samarbejde med kirkens organist Kirsten Poulsgaard. Både kirkens kirkesanger, Heidi Lystbech, og kirkens børnekor, Jubilate, og gudstjenestekoret, havde indøvet en række sange. Desuden medvirkede Beate Tobijanska med både sang og violin.

Denne søndags gudstjeneste var uden prædiken, men der var bønner, nadver og bibellæsninger. En af læsningerne var Salmernes Bog kapitel 8. Den blev læst op på både dansk og farsi.

I kirken var denne dag nemlig en halv snes af de kristne afviste asylansøgere, der er placeret i Udrejsecenter Kærshovedgård. En af dem – en mand fra Iran, som måtte flygte efter han konverterede til kristendom – læste op fra biblen på sit modersmål.

To andre fra Kærshovedgård læste henholdsvis indgangsbøn og udgangsbøn på engelsk.

En stor del af de afviste asylansøgere forstår i øvrigt udmærket dansk. Flere af dem har boet her i mange år, men selv om de har fået afslag på asyl i Danmark. Kan de ikke rejse til deres hjemlande, fordi de frygter totur eller anden forfølgelse på grund af deres kristne tro. Derfor skal de bo på Udrejsecent Kærshovedgård indtil det lykkes at finde et sted på Kloden, hvor man vil tage imod dem.

Efter gudstjenesten var der frokost i sognehuset for de, der var interesseret i det. Det var frivillige, der havde lavet maden, ligesom det var frivillige, der hentede og bragte de kristne fra Kærshovedgård til arrangementet i Engesvang.

Frokost i sognehuset
Gudstjeneste med musik og bibellæsning, og derefter frokost tilberedt af frivillige. Kirken har denne dag besøg af en halv snes udviste asylansøgere fra Udrejsecenter Kærshovedgård. Foto: Hans Jørgen Hansen

Klik her og se flere billeder fra dagen

Klik her og se billeder og hør lyd fra dagen

Gudstjeneste i det grønne og blå

 Fælles friluftsgudstjeneste ved Bølling Sø for alle sognene i det gamle Ikast Kommune

Der var knapt 200 deltagere i friluftsgudstjenesten. Foto: Hans Jørgen Hansen

Med sol og drivende skyer som loft, grønt græs og mos som gulv og udsigten over Bølling Sø som alterbilleder havde alle sognene i det tidligere Ikast Kommune anden pinsedag fælles friluftsgudstjeneste.

Knap 200 var taget ud i naturen for at fejre pinsen sammen. De oplevede naturen, messingmusik, altergang og salmesang. Det var sognepræst i Engesvang, Ditte Bruun Laursen og sognepræst ved Ikast Kirke Karin A. Vestergaard, der havde tilrettelagt gudstjenesten. For musikken stod Sejs Blæserene under ledelse af Jan Nørgaard, der stillede 20 med unge messingblæsere.

De hjalp blandt andet med at introducere en ny pinsesalme, ”Et sus af nyt”, skrevet af Iben Krogsdal. Ditte Bruun Laursen holdt prædiken om at turde kaste sig ud i livet sammen med andre mennesker.

Gudstjenesten foregik på Lille Dværgbakke, der er en ekstra lille bakke, som er mellem det høje plateau, hvor Engesvang ligger, og søen i bunden af dalen. Naturstyrelsen havde forud for gudstjenesten ryddet en del af bakken for selvsåede buske, og et alter i form af en plade over nogle bukke var placeret mellem nogle rønnetræer, skovfolkene har ladet stå i kanten af bakken. På alteret stod et trækors, der er en del af det alter, der var i Engesvang Kirke indtil ombygningen i 1966.

Ved altergangen, hvor også sognepræst Lindvig Osmundsen fra Bording medvirkede, blev brød og vin båret rundt mellem de mange fremmødte.

Der var deltagere fra både Engesvang, Bording, Christianshede, Ikast, Fonnesbæk, Isenvad og Faurholt sogne. Der var også en halv snes beboere fra Udrejsecenter Kærshovedgård. Sognepræst Lindvig Osmundsen, Bording, oplyser, at det er kristne fra mange forskellige lande, der er blevet nægtet opholdstilladelse i Danmark og derfor står til udvisning mod deres vilje. De havde givet udtryk for, at de gerne ville med til den fælles friluftsgudstjeneste, og derfor havde folk fra Bording Sogn sørget for, at de også kunne være med i fællesskabet ved Bølling Sø.

Indgangsbøn og udgangsbøn blev læst af henholdsvis næstformand og formand for Engesvang Menighedsråd, og de bød også velkommen og indbød til kirkekaffe efter gudstjenesten.

Da gudstjenesten var slut, var frivillige fra Engesvang og Ikast kirker klar med kaffe og kage på toppen af bakken, hvor der til den ene side er udsigt til Engesvang Kirke og til anden side udsigt over Bølling Sø og skovene omkring Klosterlund.

Se flere billeder fra gudstjenesten her

Se billeder og hør lydklip her

Pilgrimsreportage i Viborg Stiftsbog 2015

 Viborg  er det naturlige pilgrimscentrum

Selvfølgelig er Viborg det naturlige centrum for pilgrimsvandring i Danmark. Fra de ældste kristne tider i Danmark har det været en valfartsby.

Kirkevandring Engesvang - Viborg er i mål.
Fremme ved målet: Viborg Domkirke. Foto: Hans Jørgen Hansen

– Vi giver folk mulighed for at komme ud at gå, hvor det religiøse har en markant placering. I vores regi har vi normalt ikke en præst i spidsen, som tager gudstjenesteelementer med ud på turen; men vi har udgangspunkt i kirken. Normalt starter vi med at deltage i gudstjenesten i en kirke. Ude på turen er der ikke så mange ydre tegn på at være kirke, men alligevel kan man mærke, at vi er pilgrimme og ikke bare Dansk Vandrelaug. Jeg går også i Dansk Vandrelaug, men når det er pilgrimsvandring, er det mere legalt at tale om åndelige ting, siger Ulla Kobberup.Ulla Kobberup er stolt over at være formand for foreningen Viborg Pilgrimscentrum. Foreningen har til formål at fremme pilgrimsvandring i Danmark med udgangspunkt i Viborg. Foreningen har et par lokaler i tilknytning til hovedbiblioteket i Viborg, hvor der med fast åbningstid hver onsdag eftermiddag er mulighed for interesserede at lære mere om pilgrimsvandring. Men hovedaktiviteter er mindst en gang hver måned at arrangere end vandring med udgangspunkt i en kirke. Nogle gange bliver der arrangeret vandringer og over flere dage, hvor man besøger alle kirker langs ruten. Gennem 11 år har man besøgt flere end 100 kirker.

Hun har været med i Viborg Pilgrimscentrum siden starten i 2004. Hendes egen tilgang til det var, at en bekendt fortalte om den store oplevelse det var at gå på El Camino til Santiago de Compostela  i Spanien.

– Da jeg først havde gået der, så kunne jeg mærke forandringen til at blive pilgrim: Det søgende menneske, der er på vej. Man går på Herrens Mark, og man er ikke længere bange. Man får mod og kræfter til at kaste sig ud i livet, forklarer Ulla Kobberup, mens hun sidder ved siden en samling af vandrestave og et kort over Hærvejen.

– Hærvejen ligger jo lige til højrebenet som en stor pilgrimsrute. Nu efter vi har fået skiltet herfra og nord på, så har vi en rute, der på mange måder kan fint kan hævde sig på linie med Caminoen, med herberger, og sine lange øde strækninger og smuk, varieret natur. Det vil være dejligt at få mange flere ud at gå her. Her tænker jeg ikke på det turistmæssige og erhvervsmæssige. Jeg tænker på, at flere skal få de enorme oplevelse det er at gå og opleve naturen, kulturen og det åndelige liv. Det er langt mere end ferie, siger Ulla Kobberup.

Hun er glad for, at biskop Henrik Stubkjær har taget pilgrimsvandring med som en af sine visioner for Viborg Stift.

– Viborg er det naturlig center for pilgrimsvandring, ligesom Vadstena er det i Sverige, og hvorfra vi har hentet inspiration til Viborg Pilgrimscentrum. Hos dem er det bare en integreret del af kirken. Linköbing Stift har faktisk seks-otte ansatte til at udvikle og servicere. Havde vi så mange ressourcer, ville vi få mange flere ud som pilgrimme.

 

****

Kæmpe udviklingspotentiale i pilgrimme

Når den gamle arrestbygning ved siden af Viborg Domkirke på et tidspunkt bliver tømt for fanger, ville det være en rigtig god idé at fylde den med pilgrimme. Cellerne vil være perfekte rammer for et herberg med lidt primitive faciliteter.

Turistchef Charlotte Kastbjerg, VisitViborg. Foto: Hans Jørgen Hansen
Turistchef Charlotte Kastbjerg, VisitViborg. Foto: Hans Jørgen Hansen

– Selvfølgelig har vi hotelværelser i Viborg; men de mennesker, der søger pilgrimsvandring, efterlyser normalt mere spartanske forhold og en noget lavere pris. Vi har henvendelser fra folk, der efterspørger en overnatning her i Viborg på niveau med herbergerne ude langs Hærvejen. Men i dag kan vi kun henvise til Hald, der jo ligger 11-12 kilometer ude ad ruten, siger Charlotte Kastbjerg.Turistchef Charlotte Kastbjerg ser store muligheder i at Viborg udvikler sig til center for pilgrimsvandring.

Hun føler sig overbevist om, at pilgrimsvandring er i gang med at vokse til noget stort på Hærvejen.

– Vi har i dag intet overblik over hvor mange, der egentlig kommer her for at gå. Men de henvendelser, vi har fået hos VisitViborg, er i hvert fald fordoblet fra 2014 til 2015. Og jeg er sikker på, at med bedre faciliteter i form af et center, hvor man kan servicere pilgrimme og andre vandrere, kan det vokse rigtigt meget, siger Charlotte Kastbjerg, som fortæller, at interessen for natur, fordybelse og ro er eksploderet de seneste år.

– Det er da rigtigt nok, at der ikke er så meget forretningsmæssig omsætning i vandreturister; men når flere kommer, så bliver der også efterspurgt og flere former for services. Nogle vil have transporteret bagage, nogle vil bo lidt mere komfortabelt, nogle vil spise godt, nogle vil have en færdigpakket tur. I år har virksomheden Vagabond Tours udbudt pakketur på Hærvejen. De har solgt omkring 170 pakker i år, og det bliver mange flere næste år. Det kan blive stort det her, siger Charlotte Kastbjerg, som tilføjer:

– Der bliver arbejdet på at lave et stort historisk og naturmæssigt besøgscenter ude ved Hald. Man forventer at der i øjeblikket er omkring 100.000 besøgende i området om året. Jeg kunne godt tænke mig, at halvdelen af de gæster i fremtiden er mennesker, der kommer gående dertil.

****

 

Herberg til pilgrimme på Hærvejen

Der er nogen vej endnu, inden Hærvejen er lige så populær en pilgrimsrute som El Camino i Nordspanien. I 2014 var der næsten 250.000 mennesker, der vandrede på ruten til Santiago de Compostela. På Hærvejen er det måske 1000. Til gengæld har den spanske pilgrimsrute været brugt i 900 år. Hærvejen som pilgrimsrute har i nyere tid været brugt siden 2008.

Vejviserskilt
Hærvejsruten går gennem hele Jylland.

Det er lokale ejere, der driver dem, men “Foreningen herberger langs Hærvejen” yder bidrag til indretning og markedsføring, blandt andet via fondsmidler.  De overnattende betaler 90 kr. for en overnatning, hvor godt 80 kroner går til det lokale herberg.Den moderne brug af Hærvejen som pilgrimsrute udspringer af at arkitekten Andreas Blinkenberg og præsten Elisabeth Lidell gik pilgrimsvandring på Caminoen. Da Fonden Realdania udbød en arkitektkonkurrence om udnyttelse af tidligere landbrugsbygninger på landet, fik de ideen til at få oprettet nogle herberger langs Hærvejen.

Princippet er, at der skal være åbent for alle, der kommer gående, er på cykel eller til hest. Man kan ikke bestille plads på forhånd, men man skal have et særligt herbergspas, der kan købes på nogle turistkontorer, i Viborg Pilgrimscentrum og på herbergerne.

Der er i øjeblikket 14 herberger langs stisystemet “Hærvejsruten”, som de daværende amter og kommuner etablerede omkring 1990 fra Viborg til grænsen. De første 10 blev indviet i 2008, blandt andet herberget på Hald Hovedgård. Den drives af Viborg Kommunes Naturskole, der også holder til på Hald Hovedgård.

De første år lå det årlige besøgstal ret konstant på godt 300, men de sidste to år er antallet af gæster steget betragteligt, fortæller naturskoleleder Jens Frydendal.

– Sidste år voksede det til 511, og i år har vi haft 645. Folk er blevet vilde med at gå på Hærvejen. Og det er jo dejligt, siger Jens Frydendal.

Han taler med nogle af gæsterne, men det bliver ikke til så meget. Her skal gæsterne nemlig i modsætning til de fleste andre herberger langs Hærvejen blot lægge pengene for overnatning.

Pilgrimsherberget i Thorning har været en bragende succes siden det åbnede i 2012. Besøgstallet er næsten tredoblet. Første sæson var der 366 overnattende gæster. I sæsonen 2015 havde man 1. november noteret sig 915 gæster, fortæller Bertel Bertelsen, som er med i bestyrelsen for den selvstændige forening, der står bag herberget.

Han har også en særlig tilknytning til stedet. Huset har tilhørt hans familie i flere generationer, men nu er huset, der ligge ved siden af kirken, solgt til menighedsrådet.

– Det er menighedsrådet, der ejer det, men det er foreningen, der står for al driften, og med de mange overnatninger har vi god økonomi. Men det vigtigste er, at vi giver vores gæster en god oplevelse, fortæller Bertel Bertelsen, som fortsætter:

– Det er spændende at snakke med de mange mennesker, der kommer her. De vil vide noget om byen, om egnen, om museet og om kirken. Det bliver altid til spændende snak, når man kommer derned for at få betaling.

Han fortæller, at de fleste gæster taler om det dejlige ved at opleve naturen så tæt på, og at opleve stilheden, når de går gennem skovene. De fleste er gående fra nord, så når de kommer til Thorning, har de gået gennem det fantastisk flotte landskab omkring Hald Sø og Dollerup Bakker, og det kan de ikke lade være med at snakke om.

Pilgrimsherberget i Thorning er det nyeste af herbergerne langs den sydlige del af Hærvejen.

****

 

Vandring fra kirke til kirken i påsken

– Vandringerne har et tema, der er relateret til påske, og undervejs på ruten gør vi nogle ophold, hvor jeg læser en bibelsk tekst, et digt eller andet til eftertanke på vandringen. Så jo, det er bestemt forkyndelse i at lave pilgrimsvandring, siger Lise Edelberg, som tilføjer:I flere år har det været tradition anden påskedag, at gudstjenesten i Tjørring Kirke nord for Herning bliver slået sammen med gudstjenesten i Sinding Kirke seks kilometer derfra. Lise Edelberg er præst begge steder, og hun har gjort det til en tradition at indbyde til en pilgrimsvandring mellem de to kirker.

Sinding pilgrimsvandring
Pilgrimsvandring ved Sinding er en årlig tradition i påsken.

– Noget af det vigtigste er måske stilheden. Noget af det, der gør størst indtryk på deltagerne, er når vi nærmer os den kirke, hvor vi slutter af. Da går vi i stilhed, mens vi kan høre kirkeklokken.

Lise Edelberg tog for fem år siden initiativ til den årlige sognepilgrimsvandring, efter hun selv i flere år har deltaget i pilgrimsvandringer og også har vandret på Caminoen. Hun tager udgangspunkt i de syv pilgrimsord: Langsomhed, bekymringsløshed, frihed, enkelhed, stilhed, spiritualitet og fællesskab.

– Det er ord, der udtrykker noget, der er meget efterspurgt hos mange mennesker i dag. Derfor taler det også til andre end de, der normalt kommer i kirken, siger Lise Edelberg, som bemærker, at deltagerantallet også er større end det antal, der normalt vil deltage i gudstjenesten anden påskedag.

– Der er også den praktiske ting i det her, at vi har så mange gudstjenester i løbet af påsken, så det er godt, at vi en af dagene kan variere det ved at tilbyde pilgrimsvandring, siger Lise Edelberg.

Lige nu er hun ikke klar over, om traditionen med pilgrimsvandring mellem de to kirker kan fortsætte.

– Næste år bliver det da ikke. De er lige ved at bygge en motorvej, som sætter så store forhindringer op, at vi i hvert fald ikke kan gå den rute, vi plejer.

***

 

Kirkevandring til domkirken

I Engesvang sogn har man i år været på vandring til Viborg. Det var en tur på 50 kilometer, men det blev dog ikke gennemført på en dag, oplyser menighedsrådsformand Bodil Andresen.

Kirkevandring fra Engesvang
Menighedsrådsformand Bodil Andresen i spidsen for kirkevandrere ved starten fra Engesvang Kirke. Foto: Hans Jørgen Hansen

Om baggrunden for vandringen fortæller menighedsrådsformanden, at man i sognet har en tradition for en årlig vandretur store bededag fra Engesvang til en af nabokirkerne.– Hele turen ville nok være at tage munden for fuld, så vi brækkede den over i tre dele, og så var der buskørsel fra kirken til og fra de enkelte startsteder. Det er så en omkostning, vi har valgt at tage i menighedsrådet; men jeg synes, det er rigtigt at bruge penge på det, når vi på den måde kommer i kontakt med andre, end de der ellers kommer i kirken, siger Bodil Andresen.

– Vi har mellem 6 og 12 kilometer til kirkerne i de fem sogne, der støder op til vores. Gennem de seneste år har vi besøgt alle nabokirkerne, og da vi i år skulle begynder forfra, valgte vi altså i stedet at gå til vores domkirke, fortæller Bodil Andresen.

Hun bemærker, at i Engesvang Kirke bliver det ikke kaldt pilgrimsvandring. Det hedder i stedet kirkevandring.

– Det er signalgivning. Vi vil ikke skræmme nogen væk, og det har da også vist sig, at de fleste af deltagerne i vores vandringer ikke normalt kommer i kirken. De kommer for gåturen, men de kommer bestemt også for at være en del af fællesskabet, samtalen og den særlige stemning, når vi sammen går fra den ene kirke til den anden, siger Bodil Andresen.

Brugsen lavede mormormad

 Fællesspisning i kulturhuset

Stegt kylling, kartofler, sovs og hjemmelavet agurkesalat. Det er da mormor-mad. Og det var det, der blev serveret ved Kulturens Venners fællesspisning i kulturhuset i Engesvang forleden. Det var Dagli’Brugsen Engesvang, der var sendt i køkkenet.

Fra fællesspisningen
Den gode gammeldags mormormad med stegt kylling var populært. Foto: Hans Jørgen Hansen

 

– Vi er så heldige, at have Brian Svendsen i bestyrelsen. Han er kok, og da han fik flere kasser af de ferske kyllinger fra butikken i hænderne, lavede han præcis det, jeg kan huske fra min barndoms søndagsmiddage.

– Vi har sat fokus på retro-mad. Mad, som mange af os husker fra barndommen. I Brugsen har vi nemlig jubilæum i år. Hele det kommende år markerer vi, at det er 150 år siden, den første brugsforening blev stiftet i Thisted, forklarer Hans Jørgen Hansen, der er medlem af butiksbestyrelsen i Dagli’Brugsen Engesvang, og som fortsætter:

På forskellig vis blev jubilæet markeret i forbindelse med fællesspisningen. Deltagerne blev blandt andet indbudt til at deltage i en quiz om Brugsens historie og madvaner. Den heldige vinder blev Johnny Brønd, som fik en stribe øl fra Bøllingsø Bryghus i præmie.

præmieoverrækkelse.
Johnny Brønd fik en øl-gave af uddeler Ole Møller. Foto: Hans Jørgen Hansen

Efter fællesspisningen og indtil det efterfølgende formelle årsmøde i Dagli’Brugsen Engesvang blev der vist en forfilm til en større dokumentarfilm om brugsbevægelsen i Danmark. Det er en film, der får premiere 11. maj i en række biografer landet over.

– Her i Dagli’Brugsen Engesvang har vi lejet Ikast Bio, og så indbyder vi alle vore medlemmer til at tage med i biografen for at se en danmarkskrønike med gamle film-optagelser, skæve klip og gode og sjove historier. Vi indsætter selvfølgelig en bus fra Engesvang, så man skal bare tilmelde sig på forhånd og så møde op ved Dagli’Brugsen, siger Søren Stahl Pedersen, der er formand for butiksbestyrelsen i Dagli’Brugsen Engesvang.

Han blev i øvrigt genvalgt ved årsmødet, der blev afviklet efter fællesspisningen. Det gjorde også Brian Svendsen, for sådan en god traditionel kok, er sikker på genvalg.

Brugsen laver maden

 Bestyrelse og medarbejdere i Dagli’Brugsen i Engesvang står for næste fællesspisning i kulturhuset og benytter det til at afvikle årsmøde

Det bliver kun nødvendigt at købe ind et sted, når nye kokke skal i køkkenet til næste fællesspisning i Engesvang, 15. marts. Alle indkøb vil foregå i Dagli’Brugsen, for det er nemlig bestyrelse og medarbejder fra Dagli’Brugsen, der går i køkkenet for at kokkere, fortæller Søren Stahl Pedersen, som et bestyrelsesformand i den lokale brugs.

Formanden for Dagli'Brugsen Engesvang
Søren Stahl Pedersen er formand for Dagli’Brugsen Engesvang. Foto: Hans Jørgen Hansen

Brugsen er jo en forening, og derfor vil vi da også være en del af foreningslivet her i Engesvang, og derfor vil vi også gerne være med til at arrangere fællesspisning i kulturhuset. Formålet med vores forening er at tilbyde medlemmerne gode indkøbsmuligheder, så derfor vil vi også gerne benytte fællesspisning til at præsentere nogle af de gode råvarer, vi sælger i vores butik, siger Søren Stahl Pedersen.

Han fortæller, at ud over at lave maden til fællesspisningen, vil bestyrelsen også benytte lejligheden til at fortælle noget om Dagli’Brugsen Engesvang, Coop, brugsbevægelsen og andelsbevægelsen.

– Vi har 150 års jubilæum som bevægelse i år. I 1866 dannedes Thisted Kjøbstads Arbejderforening som en andelsforening, hvor forbrugere slog sig sammen for at kunne købe billigt ind. Ideen spredte sig siden til hele landet med både lokale selvstændige brugsforeninger og den fælles indkøbsorganisation Coop. Derfor har vi i år lidt fokus på historien og ideologien bag vores bevægelse, siger Søren Stahl Pedersen, som understreger, at i dag er alle er velkommen til at handle i Dagli’Brugsen og de andre butikken i “familien”, men der er nogle særlige fordele for medlemmerne.

– Og det er jo også medlemmerne, der har indflydelse ved at deltage i årsmøde, blive valgt ind i bestyrelse, deltage i debatten i organisationen og så videre. Og de lokale medlemmer, der har lyst til at være en del af demokratiske proces, kan også gøre det 15. marts, fortæller den lokale formand og fortsætter:

– Efter fællesspisningen, så holder vi årsmøde. Der vil deltagerne blandt andet kunne høre om, hvad der er sket det sidste år i Dagli’Brugsen Engesvang, og man kan komme med forslag til, hvordan vi kan gøre det til en endnu bedre butik. Ja, og så kan man naturligvis også deltage i valget af bestyrelse. Synes medlemmerne, at vi har gjort det for skidt, så skal de selvfølgelig komme og vælte os. Det er en forening, og det er demokrati. Det er det, der gør Dagli’Brugsen til noget særligt, siger Søren Stahl Pedersen.

Man skal tilmelde sig på forhånd for at deltage i fællesspisning, men det er ikke nødvendigt til det efterfølgende årsmøde, der begynder kl. 20. Søren Stahl Pedersen understreger, at man er velkommen til at deltage i begge arrangementer eller kun et af dem, hvis det passer en bedst.

Stor opgave for menighedsråd at være arbejdsgiver

 Kirken er en arbejdsplads

Engesvang Kirke er en arbejdsplads for fem ansatte medarbejdere – plus vikarer. Det er noget af en opgave for menighedsrådet, der består af frivillige, at være arbejdsgiver.

Det fremgår af menighedsrådets årsberetning, der netop er udkommet.

– Det er noget voldsomt for et menighedsråd af frivillige at skulle håndtere tre ansættelsesprocedurer på én gang, siger menighedsrådsformand Bodil Andresen som en kommentar til årsberetningen.

Allerede i efteråret 2014 tog man afsked med både præstesekretær, regnskabsfører og kirkesanger. De funktioner blev slået sammen med et par ekstra funktioner, så man kunne få en stilling af en attraktiv størrelse.

Det var et omfattende arbejde, fortæller menighedsrådsformanden, som fortsætter:

– Vi var så heldige at få ansat Mia Møberg som kordegn. Men ak, hun er gift med en præst, og han fik embede på Langeland, så derfor måtte Mia stoppe igen efter bare ni måneder. Samtidig opsagde graveren Jens Nielsen sin stilling, og oven i det hele meddelte vores sognepræst gennem 22 år, Anne Røndal, at hun havde søgt sin afsked, siger Bodil Andresen og fortsætter:

– Heldigvis havde provstiudvalget netop i år – efter vi havde presset på i mindst 10 år – besluttet, at sognene her i Ikast-Brande skulle have lov til at trække på en HR-konsulent. Og heldigvis har vi i menighedsrådet stor hjælp af menighedsrådsmedlem Anders Røn Kallesøe, der til daglig arbejder i en fagforening med løn- og ansættelsesforhold. Vi kom gennem alle tre nyansættelser med nogle rigtigt gode nye medarbejdere. Men det har kostet kræfter, utallige møder, og det har kostet en del omkostninger til annoncer, konsulent, vikarer, renovering af præstebolig og så videre, siger Bodil Andresen.

Som sognepræst blev ansat Ditte Bruun Laursen, der blev indsat 8. november. Som graver blev ansat Henrik Andersen, der tiltrådte 1. oktober. Som kordegn, kirkesanger m.m. er ansat Heidi Lystbech Nørgaard, der har medvirket ved nogle gudstjenester, men først officielt tiltræder 1. december.

Samtidig har menighedsråd, præst og personale skullet holde et almindeligt aktivitetsniveau. I det tidlige forår blev kirken således kalket indvendigt, hvilket betød, at de kirkelige aktiviteter i tre uger var flyttet til sognehuset. Ved samme lejlighed blev kirkens vinduer isoleret, så man kan mindske varmeudgifterne. En planlagt isolering af loftet er udsat, fordi det vurderes at taget alligevel skal udskiftes indenfor overskuelig tid.

Menighedsrådet går nu ind i det sidste år i den nuværende valgperiode. Næste efterår skal der være menighedsrådsvalg.

årsberetning 2015

Generelt om Hans Jørgen Hansen

Tillad mig at præsentere mig selv.

Campingfatter Eskild i 2010
I rollen som campingfatter i forestillingen “Hv or vandene Skuller” i 2010


Jeg er journalist og idémager. Har du brug for en god og erfaren historiefortæller, så send bud efter mig.Jeg er interesseret i både fast job og freelancearbejde. Jeg skriver, jeg fotograferer, optager lyd og laver video.
Jeg er Hans Jørgen Hansen, og jeg er bosat i Engesvang i Midtjylland.

Professionel journalist

Jeg har arbejdet meget som redaktionssekretær på dagblade, men jeg har også meget erfaring med en række digitale medier. Jeg er kommunikationsansvarlig i blandt andet Engesvang Kirke og Kulturens Venner i Engesvang. Jeg har også arbejdet som civil presseofficer på Hold 6 i Helmand, Afghanistan.

Vandreture

Jeg er klar til at arrangere vandreture på Hærvejen og andre skønne steder i Midtjylland. Og der er altid gode historier at fortælle.Jeg har arrangeret flere vandreture, og jeg har været guide for Vagabond Tours.

Kontakt mig på hansh (at) skovvandrer.dk

cv

Her er nogle af de videoer, jeg har lavet

Her er nogle af de soundslides, jeg har lavet

Her er et fødselsdagsinterview bragt i Midtjyllands Avis 28. november 2015

Hansen og fællesskabet

Hans Jørgen Hansen valgte Engesvang på grund af fællesskabet i byen. Det fællesskab dyrker han mere end noget andet

Af Rasmus Viuf

ENGESVANG. Hans Jørgen Hansen hader for meget fokus på sin egen person. Det er han helst fri for. Og det er ærligt ment.

– Men min mor på 92 vil så gerne have, at jeg holder fødselsdagen, så derfor gør jeg det den 4. december fra klokken 15 til klokken 17 i Kulturhuset i Engesvang. Det er Poul Møller, der laver lagkager til kaffen.

-Jeg glæder mig til fødselsdagen. Ikke min egen, men min søn Esben og hans kone Charlotte venter deres første barn. Og det er lige nu, at terminen er sat. Det gælder jeg mig til.

Egnsspil

– Når du kigger ud over Bølling Sø her, hvor vi går lige nu, så er det her, at jeg havde tænkt, at vi skulle holde det fjerde egnsspil. Vi er to, der har skrevet en synopsis til egnsspillet. Historien bygger på virkelige hændelser i marts 1945, hvor englænderne lavede en fejlnedkastning. Nedkastningen skulle ikke være sket her i mosen, men netop den dag, man skulle kaste forsyninger ned til modstandsbevægelsen, blev der brændt lyng i en lang stribe, og piloten troede fejlagtigt, at det var hans signal.

– Historien handler om en ung mand på Engsvang-siden af søen og en pige på Funder-siden. Den unge mand går med en pisk – jo det er en rigtig Indiana Jones-historie. Men den bliver nok ikke til noget. Mange af dem, der kan huske anden verdenskrig er væk nu – og de skulle være en vigtig del af projektet. Og så koster det en million kroner at skabe projektet. Og de er blevet sværere at skaffe end tidligere. Jeg har været med til at to af de tre egnsspil, der har været, og jeg ved af erfaring, at fundrasing er en meget stror opgave, og det magter jeg ikke at kaste mig ud i igen.

Aktiv mange steder

– Jeg kommer fra Brædstrup, fra et ganske almindeligt arbejderhjem. Der troede vi ikke meget på Gud. Vi gik ikke i kirke. Ikke engang juleaften. Men så kom jeg med i FDF. Der bad vi Fadervor. Og det har jeg gjort siden. Så ja, jeg tror på Gud,

– Jeg er aktiv i menighedsrådet i Engesvang samt i Kulturens Venner og i Brugsens bestyrelse. Ja, og så synger jeg lidt kor og er frivilig i Folkekirkens Nødhjælp og sådan lidt projekter hist og pist. Kom bare og se mig i rollen som biografdiretør, når vi 12. og 13. december igen har juleforestiling i Den Gamle Biograf. Mere har jeg ikke tid til. Jeg bruger meget tid på at være frivillig i Engesvang. Jeg bruger ikke fritiden på ret meget andet. Undtagen at være ude i naturen her ved Bølling Sø.

– Da jeg kom til Engesvang første gang, var det et farvel til de store bakker og bøgetræerne i Brædstrup og Østjylland og et goddag til granplantager og hede. Jeg kan stadig bedst li’ bøgeskove – eller egeskoven i Stenholt Krat. Det er et flot syn, når træerne er sprunget helt ud, og der så er helt bart nedenunder.

Fællesskab

– De vi første gang kom til Engesvang – dengang var jeg gift – var det første, der slog mig, det fællesskab, der er i byen. Man bliver taget imod i Engesvang. Byens borgere inviterer én ind i fællesskabet. Og fællesskabet er fantastisk i Engesvang. Det var derfor, at vi senere vendte tilbage til byen. Og det er derfor, at jeg stadig bor her. Her føler jeg, at jeg kan være til gavn for andre.

– Jeg tror fællesskabet kommer fra dengang, der var mange, der arbejdede i tørvemosen. Da kom der folk hertil alle steder fra, som man skulle arbejde sammen med og få det bedste ud af. Og så er der altid kommet mange fremmede gennem området på grund af Hærvejen.

Urter og bær

– Bølling Sø har jeg brugt meget siden den kom. Den urtesnaps, som vi sidder her i “Ejvinds jagthytte” og drikker, stammer fra blodrod. Det er roden fra tormentil. Men skal ud og se, hvor den gror om sommeren og så grave rødderne op om vinteren – da er de bedst. Blodrod hedder sådan på grund af farven, som den afgiver i snapsen. Det er en stærk rod, så udtrækket skal fortyndes meget. Men roden skulle hjælpe mod alle mulige problemer indvortes. Jeg laver også snaps af perikon. Den skal plukkes i august og drikkes i januar, hvor det er mørkt. Perikon er naturens egen lykkepille.

– Jeg plukker også blåbær og tyttebær her ved søen. Der var masser af blåbær i år. Der kommer også lidt brombær ind, så jeg lige får et par glas marmelade. Svampe siger mig ikke så meget. De smager ikke rigtig af noget. Jeg kender ellers et kantarel-sted, men benytter mig ikke ret meget af det.

Vil ikke være sur

– Jeg vil gerne undgå at være en sur gammel mand. Derfor har jeg heller ikke været inde over Vision 2020 i Engesvang ret meget. Jeg deltog i et et enkelt møde. Men så kunne jeg høre mig selv sige, at »det har vi prøvet før« og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte stoppe. Jeg sagde op på Midtjyllands Avis for godt 10 år siden af samme årsag. Jeg havde skrevet for meget om de samme ting. Og det duede ikke, hvis jeg ikke skulle blive en sur gammel mand.

– I stedet har jeg haft vikar-arbejde i lang tid nu. På Nordjyske i Aalborg i mange år på korte kontrakter og senest på Morsø Folkeblad. Jeg kunne godt have fundet på at flytte til Aalborg, men sagde, at det skete kun, hvis jeg fim en fast ansættelse. Og det gjorde jeg jo aldrig.

– Jeg har gået arbejdsløs i tre måneder denne gang efter mit farvel til Mors. Det er det længste, jeg har prøvet. Det kan godt være lidt krævende at gå ledig. Man skal jo søge to stillinger hver uge. Og man skal foretage undersøgelse for hvert job, som man søger. Jeg har været til samtaler og været tæt på. Men der er et eller inde i mig, som gør det lidt svært med informations-jobs. Jeg er journalist og har en tro på, at man skal skrive til gavn for borgerne. Det er informations-jobsene, der er flest af, men jeg synes, at der mere end nogensinde er brug for journalister til at sortere de enorme mængder af information, der sendes ud hele tiden. Vi er uddannede til at arbejde med det. Og nødvendige.

En drøm om Frankrig

– Jeg var engang på en pressetur i Sydfrankrig og lige siden har jeg haft en drøm om, hvad der skulle ske, når jeg engang bliver gammel. Så skal jeg købe den her gård langt ude på landet med en olivenlund. Og der skal jeg så sidde på en bakketop og kigge ud over landskabet og skrive bøger. Det er nu ikke sikkert, at drømmen bliver til noget. Jeg har forsøgt at skrive en bog, men det er ikke lykkedes endnu at få noget ud. Og så kan jeg godt li’ at være her på Gran Allé i Engesvang.

– Jeg bor alene. Det har jeg gjort i 15 år. Lige nu bor min mellemste dreng hjemme, men ellers har jeg fuldstændig min egen rytme. Jeg vil ikke byde en kvinde at leve sammen med mig. Det er bedst alene. Så har jeg fred til at tænke.

– Jeg tror, jeg kommer lige så nemt over det at fylde 60, som da jeg fyldte 50. Der skete ikke den store forandring, så jeg er ikke bekymret.